Frihed og valg er kendetegnene for innovation og kreativitet, men frihed og valg uden strukturer til at støtte dem fører ofte til retningsløs forvirring. Dette er især sandt inden for projektbaseret læring (PBL), hvor behovet for kreativitet og valg skal afbalanceres med behovet for struktur for at sikre succes.
Dette er blevet bekræftet igen og igen i PBL-klasseværelser, men for nylig stødte jeg på det samme fænomen i de valg og strukturer, der blev givet til undervisningspersonalet af deres ledelsesteam. Dette ledelsesteams tilgang til PBL-transformation øgede undervisningspersonalets autonomi og kreative energi ved at reducere nogle af de valg, der var nødvendige. I stedet for at overlade beslutninger om implementeringen af PBL til undervisningspersonalet, definerede ledelsen klare forventninger og fundamentale strukturer for, hvordan projektbaseret læring skulle se ud på deres skole. Dette inkluderede forventninger til antallet af projekter om året, varigheden af hvert projekt samt start- og slutdatoen for hvert projekt.
Det kan virke modstridende, at reduktion af valgmuligheder kan øge kreativiteten og autonomien. Men i dette tilfælde skabte ledelsen ved at give klare forventninger og strukturer en sandkasse, hvor personalets kreativitet kunne blomstre. Lærerne kunne fokusere på strategier til at forbedre deres praksis med PBL i stedet for konstant at beslutte og omdefinere, hvad grænserne og forventningerne til deres praksis skulle være.
Denne tilgang har været succesfuld på denne specifikke skole, hvor den overordnede kreativitet blomstrer, mens jeg i andre mindre strukturerede tilgange har set, at personalet undertiden drukner i logistik. Ved at skabe rammer omkring PBL gav ledelsen personalet frihed til at innovere og udforske inden for disse grænser, i stedet for at føle sig tabt eller overvældet af for mange valgmuligheder.
Der er flere grunde til, at denne tilgang har været succesfuld. For det første skaber klare forventninger og strukturer en følelse af ansvarlighed. Lærerne ved, hvad der forventes af dem, og kan planlægge herefter. For det andet skaber det en grundlæggende forståelse af, hvad en bestemt PBL-implementering er, og hvad den ikke er. Dette reducerer forvirring og muliggør mere meningsfuldt samarbejde blandt personalet. Endelig frigør det mental energi, der ellers ville blive brugt på at beslutte, hvad man skal gøre, og giver mere tid og energi til at udføre det.
Selvfølgelig er det at give struktur og rammer ikke en one-size-fits-all-tilgang. Hver skole og hver lærer er forskellige, og hvad der virker for én, virker måske ikke for en anden. Ikke desto mindre er denne tilgang til PBL-transformation værd at overveje for skoler og lærere, der måske kæmper med at finde en balance mellem kreativitet og struktur i deres klasseværelser.
Comentários