top of page

Tænk hvis eleverne forlader folkeskolen med mod på livet, nysgerrighed og klar til at omfavne de spændende udfordringer der venter dem.



Kære læsere, lad mig introducere Josefine, Daniela og Ella fra Vorbasse Skole som går i 9. klasse. De har arbejdet med PBL siden 5. klasse og vi kan vel med rette kalde dem eksperter på PBL. Jeg har haft fornøjelsen af at have en samtale med dem hvor de med deres egne ord har gjort mig meget klogere på PBL fra en elevvinkel. For den vinkel er vel den vigtigste at få når vi skal undersøge om den skolegang eleverne bruger så meget tid på rent faktisk giver mening for dem.

Jeg må starte med at sige, at jeg faktisk blev meget rørt over at høre elevernes beretning. Den var saglig, personlig og reflekterende i en sådan grad at jeg gik derfra med en stor optimisme på de unges vegne. Der var så meget i det møde som bekræfter hvor vigtigt det er at vi sætter elevmedbestemmelse, den meningsfulde skoledag og dybdelæring på dagsorden så alle børn lykkes i skolen. 

 

Nedenfor vil jeg fremhæve nogle af de guldkorn jeg tog med fra samtalen: 

 

Dybdelæring 

Pigerne kunne huske stort set alle projekter de havde haft siden 5. klasse. Ikke blot i overskrifter men med detaljeret fortællinger om hvilken faglige vinkel der havde været i fokus, hvilken dybdeviden de havde taget med videre og Ellas udsagn ”Jeg tror jeg kan huske hele min præsentation fra 7. klasse” vidner om et indhold af betydning som var meningsskabende for hende. Her et udpluk af overskrifter: Døden, Truede dyr, Liv på Mars, Robotter, bygget kanoner, ”Har du gode kasser”, Ligestilling, Flyve fra reden, Fejltastisk, Rummet m.v.

 

Glæde 

De fortalte alle, at de føler en glæde ved at gå i skole og at dette hænger sammen med at det de laver i projekterne, er spændende og de kan relatere til indholdet. Samtidig understregede de også at det er vigtigt, at der skal være noget for alle elever i projekterne så hvis der er fag, man bøvler med, så skal det opvejes af fag man føler sig tryg i. Dette skaber balance og giver mod på udfordringer. De var meget bevidste om at alle lærer forskelligt og hvis eleverne skal føle glæden ved at gå i skole så skal de enkeltes behov også tilgodeses og anerkendes.

 

Modig 

De føler, at de er blevet modige og tør springe ud i nye ting. Det er naturligt for dem at stille sig op og fortælle foran andre. ”Vi vil gerne fortælle om vores projekter fordi vi synes det er fedt at fortælle om”. De har fremvist deres projekter for rigtige mange forskellige målgrupper og de fremhæver at det har stor værdi for dem f.eks. at de mindre klasser kan lære spændende ting af dem. Det betyder meget når andre kan få glæde af det man har lavet og dette åbner helt naturligt op for lysten til at formidle sin læring.

 

Frihed 

Frihed til at vælge har givet pigerne lyst til at lære mere. Muligheden for at vælge retning på deres projekt, produktudvikling, gruppesamarbejde m.m. er eksempler som de fremhæver som vigtige. 

”Hvis lærerne dikterer hvad vi skal lave, så mister vi interessen og det bliver kedeligt”. Når vi har muligheden for at træffe vores egne valg, bliver det også frihed under ansvar og ansvar giver frihed.

 

Samarbejde 

De understreger at samarbejde med klassens kammerater har stor betydning for dem for at lykkes i projekterne. Det skaber et rigtig godt fællesskab i klassen og det giver dem mere ansvar. Hvis de arbejder selvstændige med en opgave er det også en stor hjælp at få feedback fra kammerater for at få gode ideer og hjælp til næste skridt. De

 

Værdier 

I slutningen af samtalen bad jeg pigerne nævne 3 ting som var de vigtigste værdier de tog sig med fra deres arbejde med PBL. De gjorde sig virkelig umage og reflekterede en stund for at vælge de helt rigtige ord som havde betydning for dem. Bemærk at de hver fremhæver forskellige ting. Jeg lader dem stå uden at kommentere og vil bede jer dvæle lidt ved dybden af pigernes valg.  

 

 

Josefine: 

Produktivt - social - Ansvarsfuld

 

Daniela:  

Selvstændig – Kreativ – Sjovt 

 

Ella:  

Frihed - Glæde - Udvikling 

 

 

 

Gode råd fra Josefine, Daniela og Ella: 

 

  • Planlæg gode projekter som giver mening for eleverne.

  • Gør projekterne mindeværdige.

  • Inddrag forskellige fag og vinkler.

  • Giv eleverne friheden til at vælge. 

  • Lyt til elevernes gode ideer 

 

 

 

bottom of page